30 dages fri returret
Fri fragt ved 500 kr. - Afhent GRATIS i butik!
Kun 1-2 hverdages levering
ThinkstockPhotos-451412481.jpg

Veneto

Amarone er en af danskernes helt store stjerner på vinhimmelen, og den har kun nydt stigende popularitet gennem de sidste 20 år. Den følges tæt af dens lillesøster, Ripasso, og dessertvinen Recioto. Vi har udarbejdet en guide til, hvordan du kan navigere rundt i Amarone-land.
image name

I Veneto i Italien bor nogle yderst populære røde vine

Amarone er ikke en af vinverdenens såkaldte store vine, men alligevel appellerer den til rigtig mange - og det kan der være flere grunde til. Amarone produceres i Verona, som også er et yndet turistmål, tæt på Gardasøen. Den har en fyldighed og varme, der gør den til godt selskab på en kold vinteraften i Danmark.  

Fra Valpolicella til helt egen DOCG

Indtil Amarone for alvor blev populær, var Recioto den mest fornemme vin, der blev fremstillet i Valpolicella. Den kraftige og søde rødvin har altid været populær, og den var en eftertragtet vin i Romerriget. I det 20. århundrede kom der mere og mere fokus på de tørre vine, og den kraftige Amarone blev født ved, at man undlod at stoppe gæringen ved fremstilling af Recioto. Ved at lade vinen gære ud, fik man den tørre Amarone.

Veneto-regionen har været udgangspunkt for vinproduktion gennem århundrede, men det var først i 2009, at Amarone fik sin egen DOCG i det italienske klassifikationssystem. Tidligere lå den under Valpolicella DOC.

Udfordringen var dengang, at Amarone-vinene havde udviklet sig markant, var blevet brandet og var langt mere populære end de traditionelle Valpolicella-vine, og forbrugeren kender da også Amarone-navnet i langt højere grad end Valpolicella.

Læg mærke til, at DOCG ikke er et særligt område af Valpolicella, men derimod en række krav til druesorter og fremstillingsmetoder, som skal være opfyldt, før flaskerne må pryde sig med bandarole og navn.

Hvad er Amarone…?

Amarone della Valpolicella, i daglig tale kaldes den blot Amarone, og betegnes som en tør rødvin. Kun de bedste druer anvendes - meget firkantet kan du beskrive smagen som en blanding af rødvin, hedvin og dessertvin.

Fremgangsmåden er helt unik:

  • Druerne høstes typisk lidt tidligere end de druer, der bruges til almindelig Valpolicella.
  • Der er også begrænsninger på, hvor mange druer der må høstes.
  • Når druerne er høstet, spredes de ud på sivmåtter eller kommer i særlige plastickasser, og derefter anbringes de i særlige tørrehytter.
  • Druerne tørrer nu i 3-4 måneder, hvor de taber op til 40 pct. af deres væske. Druerne ligner  næsten rosiner og har et højt sukkerindhold. Højt sukkerindhold er lig høj alkohol.
  • Denne tørringsproces hedder appassimento, som betyder udtørret.
  • Når tørringen er overstået, presses druerne og gæringen sættes i gang.
  • Da druerne jo er delvis tørre, bruges der flere druer end til normal vin.
  • Herefter lagres vinen på træfade i minimum to år, ofte meget længere.

… og hvad er Ripasso?

I mellem den klassiske Valpolicella og Amarone-vinene, finder du Ripasso. Nogen kalder den også for en fattigmands-Amarone eller mini-Amarone - vi synes, det er mere retfærdigt, at kalde den for Amarone’s lillesøster.

Rispasare betyder at passere igen, og det er netop det, der sker, når man fremstiller en Ripasso:

  • Man tager en traditionel Valpolicella-vin og hælder over kvaset fra Amarone-fremstillingen.
  • De sidste smagsnuancer presses ud af Amarone-vinen
  • Vinen begynder igen at gære, da der stadig vil være sukker i kvaset.
  • Det giver en mere fyldig vin, som optager farve og fylde fra den tidligere vin.
  • Ripasso opnår en højere alkoholstyrke, grundet den længere gæringstid.

… og Recioto?

Recioto er en klassiker! Det er absolut den bedste italienske dessertvin.

Recioto er faktisk en Amarone, hvor gæringen standses, inden alt sukkeret i druesaften er omdannet til alkohol.

Dette ’indgreb’ giver en utrolig sød vin med en dyb granatrød farve. Den dufter af moden blomme og rosin - og den har en fløjlsblød fedme, der gør vinen til noget helt specielt. Italienerne bruger også denne vin til at meditere over.

Recioto er kendt for at være næsten udødelig, og vil ofte være fremragende 15–20 år fra høståret.

De to Amarone-skoler - moderne versus traditionel produktion?

Når det gælder fremstillingen af Amarone, er der opstået to ’skoler’. Der er traditionalisterne, som benytter den gamle opbinding af vinstokkene, og de tørrer druerne på loftsrum, hvilket giver øget risiko for udvikling af råd. Ædelt råd kender du fra fx Sauternes, men når den opstår i produktionen af Amarone, resulterer det i mere sødme og fylde, men til gengæld mister vinen noget af sin farve, tannin og smag. Sidst, men ikke mindst, foreskriver de gamle metoder, at vinen lagres på gamle fade, hvilket ikke bidrager til smagen.

Som modpol til traditionalisterne møder vi modernisterne, som har moderniseret hele processen - fra vinstokkenes opbinding til anvendelsen af nye egefade. De arbejder med kontrolleret tørring af druerne, der sikrer, at der ikke opstår ædelt råd. De moderne Amarone-vine har en mørkere farve, højere indhold af tannin og dermed længere lagringspotentiale.

image name

Druesorter i Amarone della Valpolicella

Når vinproducenterne i Veneto dyrker druer, der skal anvendes til Amarone, så er det typisk tre druer, som er i spil:

  • Corvina
  • Rondinella
  • Molinara
image name

Amarone kræver lidt til ganen

Mange danskere har Amarone på hitlisten over julens vine. Og ja, den står stærkt til and og kan også snildt fungere til flæskesteg.

Uden for den søde juletid, vil den passe godt til kød - især simreretter - og vildt. Og absolut også til en lagret ost.