HVOR LAVER MAN RIPASSO?

Ripasso er markedsføringsmæssigt blevet et brand i forhold til især danske forbrugere.

Vintypen bør dog for fuldstændighedens skyld kaldes Valpolicella Ripasso, da den udelukkende fremstilles i Valpolicella-dalen i regionen Veneto i Norditalien og fordi Ripasso-begrebet udelukkende henviser til selve fremstillingsmetoden.

Der blev eksperimenteret med vintypen i slutningen af det 19-århundrede, men det er almindeligt antaget, at de altid nysgerrige Romere også har forstærket deres druevin efter lignende metode.

Det kan være svært at give et entydigt svar på, hvordan vinen smager, da det afhænger meget af både råvaren/Valpolicella-vinen, Amarone-kvaset, og den efterfølgende lagring.

Hver enkelt producent har sine forudsætninger og præferencer, når den dobbeltgærede Ripasso skal fremstilles. Under alle omstændigheder kan man forvente en relativt koncentreret og kraftig vin med en anelse sødme, men uden den fedme og sveskeprægede eftersmag, som kommer af at bruge Appassimento-teknikken som ved Amarone-fremstillingen.

Valpolicella-vin fremstilles fortrinsvis på basis af druerne Corvina, Corvinone, Rondinella, Molinara og i de senere år den for området genopdagede ur-drue Oseleta.

Selve Ripasso-begrebet kommer af det italienske ”ripassare”, som betyder ”passere igen”.

Man lader simpelthen den allerede gærede Valpolicella-vin gære en ekstra gang sammen med druekvaset fra produktionen af Amarone. Dette kan lade sig gøre, da druekvaset fra Amarone-produktionen stadig indeholder sukker, som er forudsætningen for, at en ekstra gæring kan finde sted. Herved forstærkes den frugtige og meget lettere Valpolicella-vin på vigtige parametre såsom fylde, farve og alkohol. Vinene vil typisk ende med en alkoholprocent på 13,5-14,5%, imod 12-13% for den almindelige Valpolicella-vin.

Ripasso vil ofte tilbringe en kortere tid på træfade, selvom der ikke stilles krav herom. Det kræves blot, at vinen skal lagre til 1. januar i det andet år efter høsten. Det siger sig selv, at man ikke kan producere Ripasso, hvis man ikke samtidig producerer Amarone, når man skal genbruge druekvaset herfra. I DOC-reglerne fra 2010 fastlagde man reglen for, hvor meget Ripasso man må producere i forhold til Amarone, nemlig præcis den dobbelte mængde.

I slutningen af 1990’erne begyndte salget af Amarone at stige markant her til lands og populariteten tog til op igennem nullerne. I kølvandet herpå blev Valpolicella Ripasso sideløbende markedsført som ”Mini-Amarone” eller ”Lillebroren til Amarone”.

Amaronen positionerede sig som weekendvinen og Ripasso kunne således meget passende drikkes i hverdagen, pga. de noget lavere salgspriser. Forbrugerne, som måske synes, at Amarone kan forekomme for voldsom eller for tung, kan med fordel vælge en Ripasso - og med god sindsro drikke sig et ekstra glas, uden at promillen løber helt løbsk.

Akkurat som med Amarone, er det især de lidt tungere kødretter med tomat- eller flødebaserede saucer, som bør ledsages af de let sødmefulde Valpolicella Ripasso vine. Det er også en glimrende vin til vildt og vin til kød fra grillen med de sædvanlige krydrede grillsaucer, vil også udgøre gode bud på Ripasso-egnet mad.