30 dages fri returret
Fri fragt ved 500 kr. - Afhent GRATIS i butik!
Kun 1-2 hverdages levering
ThinkstockPhotos-451412481.jpg

Gløgg

Gløgg og æbleskiver er en klassiker for mange i december. Men hvad er gløgg for en størrelse? Hvor stammer den fra? Alt dette og meget mere ser vi nærmere på her.

image name

Den søde juletid er lig med den hyggelige gløgg-tid

Et dampende varmt glas gløgg med mandler og rosiner er indbegrebet af december, sammenkomster og julehygge.

Ifølge Den Store Danske er ordet ’gløgg’  svensk. Den oprindelige beskrivelse var ’glödgat vin’, og det var en drik med et meget lavere alkoholindhold end den gløgg, vi kender i dag. Dengang mindede drikken mere om den ’glühwein’, som stadig serveres i Tyskland, Østrig og Schweiz.

Prøv vores Luksus Julegløgg

Ny og moderne drik med en lang forhistorie

Selv om det at drikke gløgg er forholdsvist nyt, så har traditionen med varm, krydret vin en lang forhistorie.

Allerede antikkens grækere kendte til at søde og krydre vin, og i det 17. århundrede begyndte man at servere varm cognac med smeltet sukker. Senere blev cognacen erstattet med vin - heldigvis - og drikken kom efterhånden til at ligne vores gløgg.

På et tidspunkt opdagede man, at karamelliseret sukker kunne forbedre smagen af den ’glødede brændevin’. Man anbragte sukkeret på et net over gløggen, antændte alkoholdampene og lod flammen smelte sukkeret ned i gløggen. Alkoholprocenten steg, og samtidig tilsatte man mere krydderi - og nu begyndte gløggen, at ligne den, vi kender i dag.

Det var dog først hen mod slutningen af det 19. århundrede, at gløgg blev til en decideret juletradition. Ingen ved længere, hvordan det gik til, men formentlig var en varm og sød drik velkommen, når vejret slog om til den køligste årstid.

Traditionen er også blevet hjulpet godt på vej af driftige forretningsfolk. Omkring år 1900 fandt svenske spritfabrikanter på at dekorere gløggflaskerne med farvestrålende etiketter med nisser og andre julefigurer. Og det virkede!

I dag kan man få gløgg i mange varianter – både med og uden alkohol – og den er blevet en fast bestanddel af de flestes forestillinger om julen.

Skal der færdigblandet eller hjemmelavet gløgg i glasset?

Et glas gløgg om aftenen i løbet af december er tophyggeligt. Og du kan købe rigtig velsmagende gløgg – både færdiglavet og ekstrakt – i stort set alle butikker, men du kan også godt lave din egen gløgg ekstrakt. Det er ret nemt.

Kaster du dig over din egen ekstrakt, kan du benytte lige præcis de krydderier, du synes bedst om. Er du lakridsfan, skruer du blot godt op for stjerneanis. Måske er du mere til smagen af de kendte julekrydderier, og så skal du blot benytte kanel, nellike og kardemomme.

Nedenstående opskrift er blot et bud på en gløgg, som de fleste vil synes om. Men husk, der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert:

  • 2 stk. hel kanel
  • 8 kardemommefrø
  • 3 stjerneanis
  • 3 tsk. sukker
  • 1 appelsin, usprøjtet
  • 1 citron, usprøjtet
  • 7,5 dl vand
  • 1 håndfuld rosiner

Sådan gør du

Sæt en gryde over med vandet. Kom skallen og saften af en halv citron og appelsin i sammen med resten af ingredienserne. Varm nu blandingen op til kogepunktet og skru herefter ned. Lad det simre under låg i 60 min. Rør rundt i ny og næ.

Hæld blandingen i en skål, dæk den til og lad den trække i minimum fire timer, men lad den gerne stå til dagen efter - så er den bedst! Si blandingen, og så er den klar til brug.

Anvend ekstrakten i forholdet 1 del ekstrakt til 3 dele rødvin og varm gløggen op i en gryde. Den må endelig ikke koge, så fordamper alkoholen. Smag evt. til med lidt mere sukker og server gløggen med rosiner og mandler. Der er også mange, som foretrækker at give gløggen et ekstra pift med portvin eller rom.

Gløgg kan i øvrigt også være hvid! Nøjagtig som med den røde gløgg, fremstiller du en essens, som blandes med ’hvide drikke’ som hyldeblomstsaft, hvidvin og et skud snaps.

image name

Hvad serverer du til gløgg?

Æbleskiver med flormelis og god marmelade. Brunkager og julens andre småkager. Lettere kan det vist ikke blive.