30 dages fri returret
Fragtfrit ved bestillinger på 500 kr. eller derover - Afhent GRATIS i butik!
Kun 1-2 hverdages levering
winebottles_frontImage.jpg

Rødvin

Hos os finder du et kæmpe udvalg af rødvin - alt hvad hjertet begærer fra alle verdenshjørner og i alle prisniveauer. Fra lette, elegante rødvine til intense, kraftige rødvine. Kort sagt - rødvin for enhver smag og til enhver lejlighed!
image name

Hvor godt kender du din rødvin?

Rødvin er ikke bare rødvin. Det er et komplekst samspil mellem druer, klima, teknikker og kommercielle kræfter, der er med til at afgøre, hvilke vine der får en plads på middagsbordet.

Vi har samlet en række helt grundlæggende informationer om rødvin, bl.a. rødvinens historie, druerne, flasketyperne - og om rejsen fra mark til butik.

Det helt grundlæggende - hvad er rødvin?

Rødvin er pr. definition gæret frugtsaft! På mange måde er vinproduktion et langt stykke hen ad vejen en naturlig proces. Hvis man lader druerne være, vil de nemlig automatisk selv lave vin. Saften i druerne er fuld af sukker, og når skallen sprækker, så går gærcellerne, der sidder på skallen, i gang med gæringsprocessen.

Men bare rolig, i dag er hele processen omkring fremstilling af rødvin naturligvis topprofessionel. Der er tale om en både styret, kontrolleret og monitoreret produktionsproces.

Rødvin har flere tusinde år på bagen

Vinens historie går 6.000 år tilbage i tiden, hvor arkæologiske fund har dokumenteret, at der blev dyrket vin i Armenien. I Europa viser historiske fund, at grækerne producerede vin ca. 4500 år før vores tidsregning. Det ser også ud til, at de gamle grækere var bevidste om den næringsværdi, der var i vinen, og at vinen var en del af hverdagen - helt på lige fod med deres kost.

Efter Romerrigets fald og tusind år frem, var vin noget lokalt - og den skulle helst drikkes hurtigt, for vinen blev hurtigt stikkende. I løbet af 1600- og 1700-tallet opfandt man tætte træfade, glasflasker og korkpropper, og dermed var nogle helt fundamentale rammer for opbevaring af vin skabt.  

I 1870’erne blev luftens indflydelse på vinen undersøgt og beskrevet, og herefter kunne man lagre og udvikle vin på en måde, der passede til vinen. I vores tid - og især de sidste 30-40 år - er der sket markante og langt større ændringer på marken og i vinkældrene end i de foregående mange tusinde år - alt sammen til gavn for den rødvin, der i sidste ende bliver hældt i glasset.

De mest populære rødvinsdruer i dag

Det kan være en udfordring at finde rundt i alle de druetyper, der anvendes til produktion af rødvin i dag. Vi har lavet en kort liste på de mest kendte rødvinsdruer.

Barbera - italiensk rødvinsdrue, kendetegnet ved en duft af kirsebær og en let tør eftersmag.

Cabernet Franc - anvendes ofte som ’supplement’ i Bordeaux-vine, kendetegnet ved en intens duft af hindbær og violer og en ret stringent smag.

Cabernet Sauvignon - verdens mest kendte rødvinsdrue, som kendes specielt fra Bordeaux, men bruges globalt. Kendetegnet ved intens farve, duft af solbær og godt indhold af garvesyre.

Grenache - optræder ofte sammen med Syrah, fx i Rhône og Australien, kendetegnet ved stor fylde og flot frugt.

Malbec - skaber flotte resultater i de oversøiske vinlande som f.eks. Argentina, kendetegnet ved en duft af mørke bær, kaffe og lakrids.

Merlot - udbredt over hele verden, men de bedste resultater skabes stadig i Bordeaux – især i Saint-Émilion og Pomerol, kendetegnet ved dyb farve og en intens fløjlsblød duft.

Nebbiolo - druen bag nogle af de bedste Piemonte-vine, kendetegnet ved en markant duft af lakrids, violer, roser, blommer og bitter chokolade.

Negroamaro - populær rødvinsdrue i Apulien, kendetegnet ved velkrydrede vine med masser af sol og sommer.

Pinot Noir - særligt kendt fra Bourgogne. Anvendes dog også i de oversøiske vinområder, kendetegnet ved en intens duft af kirsebær og solbær med svag sødme.

Sangiovese - italiensk drue, der kendes fra Chianti og Brunello, kendetegnet ved, at den ofte dufter af kirsebær, tobak og urter.

Syrah/Shiraz - har det bedst i varmt klima og har specielt vist fantastiske resultater i Rhône, Chile og det sydlige Australien, kendetegnet ved duft og smag af mørke bær, sort peber og violer.  

Tempranillo - Spaniens hoveddrue, der anvendes i kendte vine fra Rioja og Ribera del Duero, kendetegnet ved fadlagring, der giver smag af vanilje.

Zinfandel - populær i Californien og Syditalien, kendetegnet ved en ofte dyb mørk farve, høj alkohol og næsten ingen tanniner.

Rødvinens rejse fra jord til bord

Rødvinsdruerne er på en lang rejse, før de ender som vin i glasset. Marken, vejret, druetype, vinstokkene, høsten, gæringen, opbevaringen og en lang række andre forhold har indflydelse på, om en vin ender med at blive af den gode eller dårlige slags.

Nøjagtig som med alle andre afgrøder følger alle - fra de største vinhuse og til de mindste vinbønder - druernes udvikling nøje, helt frem til høsten, der finder sted i løbet af efteråret.  

Tidspunktet for, hvornår høsten skal sættes i gang, afhænger af druernes modenhed.

I dag høstes de fleste druer med maskine, hvilket man både kan være for og imod. Høstmaskinerne kan høste et stort område hurtigt, hvilket kan være en fordel, hvis vejrudsigten lover regn, og den kan høste om natten, hvor vejret er køligt og til gavn for druerne - og så er det billigere. En menneskehånd kan til gengæld sortere med en anden kvalitet.  

De høstede rødvinsdruer sorteres i både hele klaser og nogle gange helt ned til enkelte druer, inden de sendes videre i processen. På denne måde sikrer man, at kun rene, optimalt modne og sunde rødvinsdruer kommer med.  

I rødvinsproduktionen knuses druerne - en rødvin får nemlig både sin farve, smag, duft og tannin fra skallerne, kernerne og stilkene. Til sidst presses det hele, og den rene most gærer færdig.

Mange rødvine kommer en tid på egetræsfad. Fadene kan tilføre både aroma og ekstra tannin, og helt nye fade giver mere smag til vinen end gamle. Imens vinen ligger på træfad kan vinproducenten vælge at lade den gennemgå en såkaldt malolaktisk gæring. Næsten alle rødvine gennemgår malolaktisk gæring.

Der ligger ikke kun et omfattende arbejde forud for og i forbindelse med høsten, også bagefter skal der arbejdes med vinen, når den skal hældes på flaske. Den enkelte vinproducent kan sagtens stå for aftapningen selv, hvis de enten ejer eller lejer et aftapningsanlæg - alternativt kan de få tappet deres vin af en ekstern aftapper.

Herfra går turen ud i verden til alverdens markeder, hvor importører, supermarkedskæder, vinforretninger, restauranter - og millionvis af forbrugere, er klar til at nyde et glas rødvin.

Du kan læse meget mere om vinproduktion her.

image name

Rødvin på flasker eller pap

Rødvin sælges overvejende i flasker af mørkt glas. Det mørke glas er med til at beskytte vinen mod lys.

Typisk vil vinflasken indeholde 0,75 liter vin, og traditionelt er den lukket med en korkprop. I dag vinder propper af andre materialer stærk frem, og mange vinproducenter er gået over til skruelåg, da der er mangel på kork af god kvalitet.

Ud over den gængse 0,75-flaske, så kan man også købe rødvin i andre og større formater. Fra magnum, som er 1,5 liter til 15 liter, som også kaldes en Nebuchadnezzar. Flaskeformaterne er flotte, og mange vil betragte dem som et festligt indslag, når der skal smages på rødvinen.

En anden emballagetype, som har overvundet sit tidligere blakkede ry, er Bag-in-Box eller BIB. Tidligere var papkartoner synonymt med billige vine, men i dag sælges kvalitetsvine også i Bag-in-Box, som typisk rummer 3 liter vin. Kartonen har en indvendig pose og hane, som anvendes til ’tapning’.  Vinen har det godt i en Bag-In-Box - den er fri for lys og iltning - og bryder man sig ikke om emballagen, kan vinen i stedet hældes på en karaffel, som ser pæn ud på middagsbordet.

image name

De største rødvinslande

Der produceres rødvin over hele verden - fra Nord- og Sydamerika til Australien og fra Sydafrika til Europa, inklusiv Danmark! Heraf er Italien, Frankrig, Spanien, USA og Australien de største producenter.