30 dages fri returret
Fragtfrit ved bestillinger på 500 kr. eller derover - Afhent GRATIS i butik!
Kun 1-2 hverdages levering
ThinkstockPhotos-451412481.jpg

Portugal

Vidste du, at i begyndelsen af halvfjerdserne kom størstedelen af den vin, vi drak i Danmark, fra Portugal? Fordelen ved portugisisk vin var dengang til at få øje på - den var billig, og der var meget af den. Siden da har meget ændret sig…
image name

Portugal er mere end Portvin - også vinene er fremragende

Portugal er helt berettiget berømt for sine Portvine, men i dag har landet også et godt ry for deres andre vine - heriblandt den friske, hvidvin Vinho Verde samt de gode, tørre rødvine fra Douro-området.

I gamle vinlande ser man ofte mange små producenter samt nogle få store. Sådan er det også i Portugal, hvor omkring 200.000 vinbønder dyrker druerne, mens nogle få store virksomheder dominerer eksporten. Hvert år producerer landet op imod 800 millioner flasker, og det giver en plads på listen over de ’store vinlande’.

Fra stolte traditioner til moderne teknik

Portugal har en lang vinhistorie bag sig. Det er usikkert, hvornår de første vinplanter blev sat, men i dag ved man, at Portugal producerede vin i romertiden! Landet eksporterede allerede i 1100-tallet vin til England. Briterne ville uden om fransk vin, og det gav Portugal en unik chance. I 1800-tallet gjorde Vinlusen dog en ende på denne æra, og da man endelig havde fået problemet under kontrol, var efterspørgslen borte.

Vinmæssigt er Portugal stærkt præget af traditioner, og den dag i dag vil du nogle steder stadig kunne se druerne blive trådt med de bare fødder! Men siden landet blev medlem af EU, har ny kapital og moderne teknik understøttet markante ændringer af produktionen.

Det Portugal, vi kender i dag, har både glimrende hverdagsvine, der fremstilles i store mængder, og fremragende vine fra mindre ejendomme.

Fra varme somre til milde vintre

Portugals areal er dobbelt så stort som Danmarks. Det er et langt og smalt land, som kun er 200 km bredt og 600 km langt.

Portugals klima varierer noget fra syd til nord og langs kysten og inde i landet. Det nordlige Portugal er køligt i vintermånederne - til gengæld kan der være behageligt om sommeren, da det aldrig bliver stegende hedt.

I den østlige og midterste del af landet - specielt i Alentejo - bliver der meget varmt i sommermånederne. Takket være naboskabet til Atlanterhavet er vinterperioden i store dele af Portugal mild.

Portugals vinregioner ligger i nord…

I det nordlige Portugal ligger Douro-dalen, og det er her de herlige Portvine kommer fra, men her er dog også tre andre distrikter, som er værd at bemærke: Minho, Bairrada og Dão, som er nogle af de mere kendte regioner til produktion af vin i Portugal. 

I Minho-regionen, som ligger lige syd for den spanske grænse, fremstilles den populære hvidvin Vinho Verde. Navnet betyder ’grøn vin’. Det grønne har dog intet med vinens farve at gøre, men det sender i stedet et klart signal om, at vinen er ung.

I Bairrada, som ligger ud mod Atlanterhavet, fremstiller man rødvin. I rødvinen er der mindst 50% af den saftige drue, Baga, som så blandes med op til femten andre druer.  

Sidst, men ikke mindst, er der Dão, hvor man fremstiller begrænsede mængder hvidvin, mens rødvinsproduktionen er det primære. Der er tale om rødvin til den fede side, og de er populære og har bidraget til Dãos gode image.

… og i syd

I det sydlige Portugal har vindistrikterne taget navn efter floden, Tejo, der løber gennem Lissabon. De to distrikter er Ribatejo, som betyder Tejos bredder, og det meget store Alentejo, som betyder på den anden side af Tejo.

Disse to distrikter dækker næsten hele landets sydøstlige del, hvor solen kan virke ubarmhjertig. Her fremstilles enorme mængder af hverdagsvin. Nogle producenter har dog bevist, at det er muligt at producere kvalitetsvine i området.

image name

Portugal kan prale af intet mindre end 500 forskellige druesorter!

Det skorter ikke på druesorter i Portugal. Det store antal betyder også, at det vil være omfattende, at beskrive dem alle, så vi har inkluderet de mest spændende druer til produktion af vin. 

Portugals grønne druer

Alvarinho anvendes primært i Vinho Verde. Vinene har en lys, gul farve, og man finder aromaer af fx kvæde, citron og fersken. Vine, der er fremstillet på denne drue, har ofte et godt gemmepotentiale og de bør drikkes køligt.

Arinto en klassisk hvidvinsdrue, som visse steder kaldes Pederná. Den er en af de bedste grønne druer i Portugal. Den høstes sent og giver et begrænset udbytte. Vinen er let guldfarvet med toner af mineraler, tropiske frugter og honning.

Loureiro er blandt Portugals ældste druesorter, og den vokser især i Vinho Verde-regionen. Den er mellemstor og guldgrøn, og den giver vinen en duft af blomster samt en fin frugt. Vinene har ofte en frisk syre.

Portugals blå druer

Touriga Nacional er en af de blå druer, man finder over alt i Portugal, men druen er størst i Douro. Den kræver varme og sol. Vinene er runde med en stærk farve, der minder om mørkerøde bær. Med alderen kan vinen blive næsten sort, og eftersmagen er lang. Druen er også den fornemste portvinsdrue.

Touriga Franca en af Portugals vigtigste portvinsdruer, men bruges også til andre vine. Den dyrkes også i Estremadura, Ribatejo og Bairrada. Den giver et godt afkast og bliver bedst på højtbeliggende marker. Duften i vinen er meget intens, og de har en fin balance mellem tanniner og frugt.

Tinto Cão - en drue fra Douro, som man også finder i Dão, Bairrada og Ribatejo. Den har det bedst på steder med meget sol. Druen indgår både i portvin og i almindelige vine. Sidstnævnte vil være fyldige med en intensiv duft af røde bær.

image name

Har man sagt Portugal, må man også sige Portvin

Vi slipper ikke uden om den! Portvinen! Den er opkaldt efter Portugals næstestørste by, Porto. Druer fra Douro-dalen, som har et dramatisk vinlandskab med vinstokke på ældgamle terrasser, udgør fundamentet for produktionen af Portvin.

Du kan læse meget mere om fremstillingen af Portvin, druetyperne og historien bag.