30 dages fri returret
Fragtfrit ved bestillinger på 500 kr. eller derover - Afhent GRATIS i butik!
Kun 1-2 hverdages levering
ThinkstockPhotos-451412481.jpg

Frankrig

Bordeaux. Bourgogne. Alsace. Champagne. Behøver vi sige mere? Ikoniske områder i vinens verden. Frankrig er et land fyldt med vin. Der produceres vin over hele landet, og vin er en helt naturlig del af den franske hverdag.
image name

Må vi præsentere verdens største vinland, Frankrig!

Frankrig er verdens største vinland i mere end én forstand. Landet har historisk set sat standarden for vindyrkning og været verdens førende, når det gælder teknikker og udvikling, kendte vine og berømte vinregioner.  

Fransk vin rummer alle vintyper og smagsvarianter - fra de kraftige og krydrede vine i Rhône og Languedoc-Roussillon til de elegante vine fra Bourgogne. Og så er der selvfølgelig Bordeaux, der i sig selv er lig med variation og nuancer - for mange er det ’verdens centrum’ for god vin.

Med mere end 2000 års erfaring har de noget at ha’ det i! Altså franskmændene

Med afsæt i et gunstigt klima har franskmændene gennem flere tusind år forstået at udnytte mulighederne for vindyrkning. De identificerede de områder, der var bedst til vindyrkning - og det er de områder, vi kender i dag.

I området omkring Marseille begyndte man at dyrke vin allerede omkring 600 år før vores tidsregning, og allerede dengang eksporterede man vin fra Sydfrankrig til Italien. Det var munke, som var ’vineksperter’, og ofte var vinmarkerne ejet af klostre.

Først meget senere blev vinproduktionen interessant for adelen, og dermed skød vinslottene op i forskellige områder, især i Bordeaux, men også i Bourgogne, Champagne, Rhône, Alsace og Loire.

Vinlusen i midten af 1800-tallet var katastrofal for Frankrigs vinproduktion - og for den øvrige europæiske vinindustri. Vinstokkene døde, og vinmarkerne kunne kun genopbygges med podede vinstokke fra USA - og det tog årtier.

I nyere tid har verdenskrige, verdenskonjunkturer og øget konkurrence tilsammen gjort ’livet svært’ for fransk vin - især i anden halvdel af 1900-tallet. Trods en position som det vigtigste vinland i verden, har Frankrigs markedsandele i mange lande været vigende. Det har medført krise blandt nogle producenter, mens andre aldrig har oplevet større efterspørgsel og højere priser. Det gælder især vine fra Bordeaux og Bourgogne.

 

Bjergene, floderne og soltimerne - det hele bidrager til vinen

Frankrig er Vesteuropas største land.  De nordlige og vestlige dele af Frankrig er et stort lavlandsområde. Den østlige del er bjergrig, og i sydøst strækker Alperne sig ind i landet med Europas højeste bjerg, Mont Blanc og i syd danner Pyrenæerne grænse til Spanien.

Den geografiske variation og landet størrelse betyder også, at Frankrig har forskellige klimatyper, der hver især spiller deres rolle i forhold til vinproduktionen.

  • Vinregionerne nær Middelhavet har lange vækstperioder med moderate til varme temperaturer, og der er ikke markante forskelle fra sæson til sæson - og vintertemperaturen er varmere end andre steder i Frankrig.  
  • Vinregioner med fastlandsklima, fx Bourgogne, er præget af de meget markante ændringer, der sker hele året rundt - fra de varme temperaturer i sommersæsonen til vintrene, der er kolde og kan give sne.  
  • Endelig ligger nogle af de franske vinregioner så tæt på kysten, at det spiller ind. Det gælder fx Bordeaux, hvor både to store floder og Atlanterhavet modererer områdets temperaturer.

Der er noget at vælge imellem, men hvilke franske vine er du til?

Som vinland er Frankrig opdelt i 13 overordnede vinregioner.  De er:

  • Alsace - har altid været kendt for at producere unikke vine på en bred vifte af druesorter. 90% af produktionen er hvidvin.
  • Bordeaux - er intet mindre end verdens vigtigste vinregion. Det er herfra nogle af verdens bedste, mest kendte og ikke mindst dyreste vine kommer fra. 
  • Bourgogne - opfattelsen af Bourgogne er meget forskellig. Svær at forstå for nogen, mens andre får tårer i øjnene af den. Én ting er dog nemt i Bourgogne, og det er druesorterne. Rødvin laves på Pinot Noir og hvidvin på Chardonnay.
  • Champagne - indbegrebet af mousserende vin, og en region, der også er et verdenskendt brand. Og så er det kun vine fra området, der må kaldes for Champagne. Vil du vide mere om Champagne, så læs vores ’guide’ rundt i boblernes verden.
  • Côtes du Rhône - byder på en diversitet, der er svær at finde i andre områder i verden, og der produceres både rødvin, hvidvin, rosévin og mousserende vin.
  • Jura - er først og fremmest kendt for den lokale vin ’jaune’, der er fremstillet på samme måde som Sherry.  
  • Korsika - har de seneste år bevæget sig fra at lave nogle tunge simple vine, til at lave moderne vine af højere kvalitet på bedre druesorter.
  • Languedoc - er til forandring. Regionen beskrives også som Frankrigs vinlegeplads, hvor man fx planter nye druesorter og sammensætter dem på nye måder.
  • Loire - er kendt for deres hvidvine - især Sancerre og Pouilly-Fumé har skabt sig en position, hvor de i dag konkurrerer med Chablis.
  • Provence - er et udpræget roséområde, og 80% af vinproduktionen i Provence går da også til rosévin - og de skal drikkes unge.
  • Roussillon - ligger i den mest sydlige del af Frankrig, hvor det varme klima er godt egnet til at lave søde vine på Muscat-druen, som får et naturligt højt restindhold af sukker.
  • Sud-Ouest - regnes for mange som den mindst prestigefyldte vinregion i Frankrig, og her er det primært lokale druesorter, der tegner vinbilledet.
image name

Frankrig er hjemland for alle de internationalt kendte druesorter

Det er fra Frankrig, at de mest kendte druesorter kommer - det gælder både Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah og Chardonnay. Da den franske vinlovgivning dikterer, hvilke druesorter der må benyttes i et specifikt område, er druesorterne ikke plantet over hele landet, men derimod tæt knyttet til et område.

Det er også derfor, du sjældent vil se druesammensætningen på etiketten på en fransk vin - i stedet ’ved man’, at Chardonnay er lig med Chablis, Pinot Noir med Bourgogne osv. En undtagelse er dog Alsace, som gennem tiden har været under stærk tysk indflydelse og næsten udelukkende fremstiller hvidvin på enkeltdruer. Dem vil du kunne se på etiketten.

AOC og den strengeste vinlov i verden

Appellation d'origine contrôlée er baseret på, at den geografiske oprindelse, og jordbunden er af afgørende betydning for vinens karakter og type. Den franske vinlov er den strengeste i verden og har præcise regler for jordbund, vinstokke og beskæring, alkoholindhold og høstudbytte.

Andre vinlande har også et AOC-lignende system, men Frankrig er det eneste land, der også har klassifikationer, hvor de bedste vingårde og slotte i visse distrikter er optaget i officielle ranglister, Grand Cru eller Grand Cru Classé. Det gælder fx i Bordeaux.

 

image name

Fakta om Frankrig

  • Størrelse: Verdens største vinland
  • Areal: 680.000 km2, heraf min. 800.000 ha. med vin
  • Indbyggere: 64,5 mio.
  • Bedste regioner: Bordeaux og Bourgogne
  • Primære druesorter: Cabernet Sauvignon, Merlot, Pinot Noir og Chardonnay