30 dages fri returret
Fri fragt ved 600 kr.
Kun 1-2 hverdages levering
ThinkstockPhotos-451412481.jpg

Californien

Californien er USA's absolut største og vigtigste vinområde. Her laves fantastiske hvidvine og rødvine for enhver smag og pengepung. Bl.a. sublim Chardonnay, Pinot Noir, Zinfandel og Cabernet Sauvignon. Se alle vores gode Californiske vine her!
ThinkstockPhotos-451412481.jpg

CALIFORNIEN – NYT HÅRDTPRØVET VINLAND

I kølvandet på Columbus´ opdagelse af Amerika indtog de spanske conquistadorer op igennem 1500-tallet ikke bare Sydamerika, men også Latinamerika og Mexico. De spanske munke var ikke sene til at plante deres medbragte vinstokke, så de kunne sikre sig den fornødne altervin. Beplantningerne startede i Mexico men bredte sig faktisk tidligt til Baja i det nuværende Californien. Men den egentlige dyrkning tilskrives dog franciskanermunken Junipero Serra, som i 1769 grundlagde sin San Diego Mission og i tilknytning hertil anlagde en regulær vinmark. Med guldfeberen i 1850erne oplevede Californien en sand multietnisk masseindvandring, der medførte stor efterspørgsel efter vin, hvorfor nogle af de ældste vinproducenter etablerede deres vingårde på netop dette tidspunkt.

Med en anelse forsinkelse i forhold til Europa ramte vinpesten phylloxera de californiske vinmarker i slutningen af det 19. århundrede. Men med erfaringerne fra Europa lykkedes det alligevel relativt hurtigt at genetablere markerne indtil næste tilbageslag.

Forbudstiden med det totale alkoholforbud skulle håndhæves i perioden 1918-33 og tvang vinavlerne til at køre på lavt blus under påskud af, at man udelukkende producerede altervin til den store skare af afholdsfolk, som trods alt skulle modtage nadveren Jesu blod i form af et lille glas vin.

I 1966 etablerede Robert Mondavi sin vingård og i de efterfølgende 20 år steg antallet af vingårde i Californien fra 240 til over 900.

I 1990erne vendte vinpesten tilbage, og siden har den såkaldte Pierces syge, en bakterie som i værste fald kan dræbe en hel vinmark på ganske få år, hærget i det nordlige Californien.

I de seneste år har vi på tv set, hvordan Californien har lidt under tilbagevendende skovbrande, der har spredt både død og omfattende ødelæggelser.

Så de californiske vinavlere har nok ret, når de argumenterer for at være et hårdtprøvet folkefærd i deres fag.

image name

CALIFORNIEN INDTRÆDER I DET FINE SELSKAB

I 1976 indkaldte den franske vinkøbmand Steven Spurrier de franske vineksperter til vinsmagning i Paris.

Formålet var at vise omverden, at den nye opkomling fra over there ikke skulle kunne nå de store franske vine til sokkeholderne.

Anderledes gik det dog.

I blindsmagninger på Cabernet Sauvignon og Chardonnay blev de to hæderkronede Château Mouton-Rothschild fra Bordeaux og Château Montelena fra Bourgogne nummer 2 næst efter de 2 pendantvine fra Napa Valley California. Respekten gav genlyd, og ikke mindst gav den andre oversøiske lande blod på tanden til at forsøge sig med vindyrkning.

image name

DET CALIFORNISKE VINLANDSKAB IDAG

I dag regner man med, at der i Californien er ca. 1200 operationelle vingårde.

Californien producerer 90% af al vin i USA svarende til ca. 2 mia. flasker fra et areal på ca. 480.000 hektar, hvilket positionerer Californien som verdens fjerde største vinproducent. Alligevel har Californisk vin ikke formået at erobre en markedsandel i Danmark, som modsvarer såvel deres kapacitet som deres kvalitet. Høje dollarkurser og høje fragtrater, told og stigende produktionspriser gør, at de danske forbrugere oftere vælger andre prisbilligere alternativer.

SB_California4.jpg

CALIFORNISK KLIMA OG GEOGRAFI

Blandt de mange håbefulde guldgravere var det naturligvis de færreste, der fandt guld, så da guldfeberen havde lagt sig, måtte de fleste slå sig på landbrug, og mange af dem med næse for vindyrkning etablerede de mange vingårde, som stadig den dag i dag er i drift.

De tyske immigranter slog sig ned i det køligere Nordcalifornien for at producere californisk Rhinskvin. De franske immigranter slog sig ned i det mere tempererede Midtcalifornien for at producere californiske Bourgognevine. Og de italienske immigranter valgte det noget varmere Sydcalifornien, hvor de kunne producere noget der mindede om californisk Chianti.

Klimamæssigt finder man al slags vejr i Californien, fordi staten både råder over kystnære områder, bjergområder, dale og deciderede ørkenområder.

De overordnede californiske vinregioner udgøres af North Coast, Central Coast, South Coast og Central Valley, som igen kan opdeles i ”counties” og til sidst i American Viticultural Areas (AVA) De 3 kystregioner nyder fordelen ved havets kølende effekt og især i området, der udgør North Coast, har vindyrkningen opnået store resultater og ikke mindst international berømmelse fra underområderne Napa Valley, Sonoma County og Carneros.

image name

DE CALIFORNISKE DRUER

Op gennem 70erne og 80erne var det fortrinsvis de franske rødvinsdruer fra Bordeaux, Cabernet Saugvignon og Merlot, samt de franske hvidsvinsdruer fra Bourgogne, Sauvignon Blanc og Chardonnay, som man fremstillede rene druevine på i Californien. Men i de senere år har man intensiveret brugen af især Zinfandel, Pinot Noir og Syrah, ja sågar Sangiovese, Tempranillo, Nebbiolo, Riesling og Viognier er man lykkedes med.

Der synes faktisk ingen grænser at være for anvendelsen af druetyper, når man blot forstår at plante dem de rigtige steder.

Ingen tvivl om at Californiens alsidige klima og geologi kan gøre de fleste vinavlere fra den gamle verden misundelige.

SB_California2.jpg (2)

NAPA VALLEY – CALIFORNIENS GOLDEN MILE

Det ubetingede mest berømte vinområde (AVA) i Californien er og bliver Napa Valley.

Dalen er ganske lille med sine blot 18.000 hektar, er omkranset af bjerge og gennemløbes af floden Napa. Dalen er 50 km lang og små 10 km bred og ligger ca. 80 km inde i landet i forhold til Stillehavskysten. Lange varme somre kompenseret af kølende luftninger fra Stillehavet og fra de omkringliggende bjerge begunstiger regionen og sikrede tilbage i 70erne Napa Valley sin berømmelse for især sine Cabernet Sauvignonvine.

Napa Valley er den overordnede AVA, men flere mindre områder nord for det egentlige Napa Valley har også opnået status som AVA så som : Stags Leap, Oakville og Rutherford.

Som hovedregel bliver det varmere og varmere jo længere nordpå man kommer i Napa Valley, og som følge heraf bliver vinene fyldigere med mere modne tanniner. Bevæger man sig op i bjergene, vil man opleve vine med mere struktur og koncentration.

Man kan finde Zinfandelvine i det nordlige Napa Valley, Riesling og Sauvignon Blanc i det sydlige, men de mest udbredte druer i dalen er og bliver de franske druer Cabernet Sauvignon, Merlot og Chardonnay.

Robert Mondavi etablerede sin vingård i Napa Valley tilbage i 1966.

I Napa Valley fremstilles bare 4% af Californiens samlede vinudbytte, men regionen tegner sig for 25% af den samlede værdi på californisk vin.

SB_California6.jpg

SONOMA COUNTY – NAPA VALLEY’S STOREBROR

Sonomo er et county og dækker derfor i sagens natur over et meget stort område og op til flere AVA´er.

Sonoma Coast AVA løber fra Mendocino i nord helt ned til San Pablo Bay og kan karakteriseres som et cool-climate område. De primære druesorter er Pinot Noir og Chardonnay.

Længere væk fra kysten stadigvæk i det nordlige Sonoma finder man Russian River.

Floden flankeres på begge sider af dalene (AVA´erne) Russian River Valley, Dry Creek Valley, Alexander Valley, Knight Valley, Chalk Hill og Green Valley, som hver især er underlagt deres klimabetingelser. I den køligste af dalene, Russian River Valley, hvor havet skaber et regelmæssigt tilbagevendende tågedække, er det ikke uden udfordringer at få modnet sine druer. Alligevel er det her, at man har opnået de allerbedste resultater på Bourgognedruerne Pinot Noir og Chardonnay.

I de varmere dale såsom Dry Creek Valley og Alexander Valley har man traditionelt opnået gode resultater med Zinfandeldruen men også med den senere modnende Cabernet.

Det var dog i det sydlige Sonoma County, at den moderne vinfremstilling tog sit afsæt. Rundt om Sonoma by finder man AVA´erne Sonoma Valley, Sonoma Mountain, Bennett Valley og Carneros. Sonoma Valley tegner sig for noget nær perfekte udgaver af Pinot Noir og Chardonnay. Sonoma Mountain har i 400 meters højde lige over tågegrænsen marker beplantet med Cabernet og Zinfandel. I Bennett Valley dominerer den afkølende havbrise og åbner for gode vine på Merlotdruen. I Carneros råder en kraftig blæst fra San Pablo bugten, og jordbunden er meget lidt frugtbar, hvilket gør, at vinplanterne her producerer mindre, og at druerne modner senere. Betingelser som øger gemmepotentialet for områdets Chardonnay og Pinot Noirvine, men som også er befordrende for produktionen af andre europæiske druetyper såsom Tempranillo, Albariño og Vermentino.

Kendte vinproducenter er f. eks. E. J. Gallo Winery, Geyser Peak, De Loach, Rodney Strong og Jordan.

SB_California2.jpg (1)

MENDOCINO & LAKE COUNTRY

Mendocino er det nordligste vinområde i Californien og som sådan også, når vi befinder os nærmest kysten, det køligste. Anderson Valley tættest på kysten lægger jord til fine Riesling og Gewürtztraminervine og ligeledes vin på Bourgognedruerne Pinot Noir og Chardonnay.

I Yorkville Highlands på grænsen til Sonoma County bag højderne ved kysten tiltager varmen og tørken, og markerne står her beplantet med Cabernet og Petite Sirah ligesom i McDowell Valley endnu længere mod øst.

I Lake County helt i øst minder varmen meget om den, man oplever i det nordlige Napa Valley, og de mest bemærkelsesværdige druevine herfra laves på Cabernet, Zinfandel og Sauvignon Blanc.

Kendte producenter fra Mendocino-området er bl.a. det franske Champagne hus Roederer, Duckhorn og Fetzer.

SB_California.jpg (1)

LIVERMORE, SANTA CLARA & MONTEREY

Området syd for San Francisco Bugten er karakteriseret ved meget spredte vinområder, der har måtte kæmpe om arealerne overfor det stadigt voksende Silicon Valley i og omkring San Jose. Nord for San Jose og øst for San Francisco Bugten finder man Livermore Valley, hvor vinhuset Wente råder. Wente råder over ca. 650 hektar vinmarker, og huset har et bredt sortiment af kvalitetsvine, hvoraf især Sauvignon Blancvinen er ekstra værd at bemærke.

Vest for San Jose ligger nogle af de ældste vinmarker i Californien i Santa Cruz’ skovklædte bjerge. Der er langt imellem vinerierne, men Ridge Vinyards er berømt for sine gamle vinstokke med Cabernet Sauvignon beliggende i 800 meters højde.

Santa Clara Valley har igennem årene måtte afgive meget terræn til Silicon Valley, men området råder stadig over nogle tudsegamle Rhônestokke, der sælger som varmt brød.

Monterey Bugten har et vinbagland, som producerer lige så meget vin som hele Napa County. Den nordlige del af området er forholdsvis kold og blæsende og kan frembringe gode Chardonnay og Pinot Noirvine, alt imens den sydlige varmere del gør det mere i Merlot og Cabernet Sauvignon.

SB_California5.jpg

CENTRAL VALLEY & LODI – VIN I MASSEPRODUKTION

Central Valley udgøres af 47.000 km² svarende til Danmarks samlede areal. Dalen er ca. 60-100 km bred og ca. 720 km lang. Vi har her fat i Californiens absolut mest produktive landbrugsregion. Her dyrkes citrusfrugt, stenfrugter, tomater, bomuld, ris, nødder og selvfølgelig druer. Regionen fremstiller ca. 70% af al californisk vin.

Clarksburg i nord er leveringsdygtig i god hvidvin som f. eks. Chenin Blanc. I Lodi finder man 100.000 hektar vinmark beplantet med alt lige fra Petite Sirah, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc over til Tempranillo, Viognier og Albariño. Men området er især berømt for sine gamle vinstokke med Zinfandel. Andre kendte AVA´er i Central Valley er Sierra Foothills, El Dorado og Fiddletown.

Central Valley er på grund af den intensive opdyrkning området, hvor man kan forvente at få rigtig god kvalitet vin til rimelige priser.

Bemærkelsesværdige vinerier fra regionen er Bronco Wine Company, E. J. Gallo, Lodi Estates, Michael David Winery.

SB_California7.jpg

CENTRAL COAST – BOURGOGNE- OG BORDEAUX-DRUER PAR EXCELLENCE

Regionen Central Coast omfatter 2 counties: San Luis Obispo i den nordlige halvdel og Santa Barbara i den sydlige. Vest for highway 101 er klimaet udpræget maritimt, mens varmegraderne får et hak op, når man befinder sig øst for motorvejen. AVA´erne udgøres af Paso Robles, Edna Valley og Arroyo Grande Valley i San Luis Obispo County og Santa Maria Valley, Santa Ynez Valley og Sta Rita Hills i Santa Barbara County.

Paso Roblos er med sin beliggenhed grundlæggende et rigtigt varmt område, som frembringer bløde, frugtige og potente vine på Zinfandeldruen. Længere mod syd i Edna Valley finder man vinmarker rigtig tæt på kysten og derfor med et markant køligere klima end i Paso Robles. Chardonnayvinene er bemærkelsesværdigt flotte, og Syrahvinene er heller ikke at kimse ad. Et nøk køligere bliver det under Edna Valley i Arroyo Grande Valley.

Særligt fine vine fremstilles her ligeledes på Chardonnay og Pinot Noir, men bevæger vi os 30 km længere sydpå til Santa Maria Valley, spiller havet igen en vigtig rolle. De moderate temperaturer, havgusen og en lav regnmængde giver en lang vækstsæson for områdets Pinot Noir og Chardonnaydruer, som opnår et for Californien flot syreindhold og frugtig intensitet ikke ulig stilen fra Bourgogne.

Santa Ynez Valley med danskerkolonien Solvang ligger i det sydøstlige hjørne af regionen Central Coast, og igen skal vi øst for Highway 101 for at finde de bedst beliggende marker.

Vest for Santa Ynez ligger Sta Rita Hills, som har fået sit navn efter den chilenske producent Santa Rita. Jordbunden udgøres her af både sand, dyndaflejringer og ler, og i den står fortrinsvis Pinot Noir og Chardonnay, men også en smule Sauvignon Blanc, Riesling og Gewürtztraminer.

Prominente vinerier fra regionen er Kendall-Jackson, Au Bon Climat og Amador.

image name

FAKTA OM CALIFORNIEN

  • Størrelse: Verdens 4. største ”vinland” (Hvis Californien var et land)
  • Areal: 423.970 km²
  • Indbyggere: 39,5 mio.
  • Opdeling: 4 vinregioner, 110 AVA´er (American Viticultural Areas)
  • Primære druesorter: Cabernet Sauvignon, Zinfandel, Chardonnay, Pinot Noir, Merlot