30 dages fri returret
Fri fragt ved 600 kr.
Kun 1-2 hverdages levering
Røde druer 1.png

Barolo

Barolo hører uden tvivl hjemme blandt verdens allerstørste vine. Bliv klogere på denne fantastiske vin her - og køb Barolo til gode priser! Du får fri fragt allerede ved 500 kr., 30 dages fri returret og hurtig levering i hele Danmark.

Barolo kaldes "vinens konge og kongernes vin". Læs mere hér - og køb din Barolo vin til skarpe Skjold Burne-priser!

Læs mere om Barolo

 

HVOR LAVER MAN BAROLO?

Især 3 vine fra Italien nyder verdensomspændende berømmelse. Det drejer sig selvfølgelig om Amarone della Valpolicella, Brunello di Montalcino og Barolo fra Piemonte.

Piemonte ligger i det nordvestlige Italien og grænser op til Schweiz i nord, Frankrig mod vest, Lombardiet mod øst og Ligurien imod syd. Vi har fat i Italiens næststørste region målt på kvadratkilometer, men målt på vinproduktion producerer man blot ¼ del i forhold til Veneto, som har Italiens største vinproduktion. Syd for hovedbyen Torino finder man Cuneo-provinsen og her ligger også Barolo by og ikke mindst markerne, som omkranser byen.

 

BAROLO – KONGERNES VIN…

Byen Barolo med sine ikke engang 1000 indbyggere, er i sig selv ikke synderlig betydningsfuld, men vinmarkerne, som smykker Langhe-bjergenes bakkede skråninger, har fostret kongevine igennem århundreder. Kongedruen, Nebbiolo, fik navn efter den dis, der lægger sig imellem bakkerne om efteråret, på grund af højde- og temperaturforskellene i de tidlige morgentimer.

Det italienske ord for tåge er Nebbia og deraf druenavnet Nebbiolo.

Nebbiolo-druen er en lille blå drue med et gråligt skær. Druen har en meget tyk skal, hvilket bidrager til et ekstremt højt garvesyreindhold, samtidig med, at frugtkødet indeholder en intensiv frugtsyre. Druen hører ikke til kategorien af internationale druer, da man ikke har formået at opnå tilnærmelsesvis gode resultater andre steder i verden med druens potentiale.

 

HVORDAN LAVER MAN BAROLO VIN?

Nebbiolo-druerne er længe om at modne og høstes derfor først sent i oktober. Ved høsten plukkes de fuldmodne druer manuelt. Vinifikationen er traditionel. Skallerne udblødes i mosten i 15 dage, til den har opnået sin intense granatrøde farve. Gæringen finder sted ved en lav kontrolleret temperatur, der bevarer druernes ædle frugt og dejlige krydderi i den endelige vin.

Når gæringen er forbi, lagres Barolo vinen typisk i 24 måneder på gamle egetræsfade, hvis man tilhører gruppen af Barolo-traditionalister, eller på nye fade, hvis man tilslutter sig den moderne produktionstankegang. Modernisterne ønsker at afrunde vinen ved at tilføre vaniljesmagen fra det nye egetræ, hvorimod traditionalisterne mener, at man ikke skal hoppe over hvor gærdet er lavest, men simpelthen give vinen længere tid på de brugte egetræsfade og undgå vaniljesmagen i vinen.

Almindelig Barolo vin skal samlet set lagres 3 år før frigivelse og Riserva frigives efter min. 5 år.

 

HVORDAN SMAGER BAROLO VIN?

Barolo vin har en granatrød farve, der med alderen antager en orange tone.

Duften er kompleks af røde og sorte bær. Smagen går fra florale elementer som viol, henover mørkere noter såsom lakrids, tjære, blomme, trøffel, chokolade og lakrids. Man vil opleve stor forskel imellem unge og gamle vine, da vinen har et usædvanligt ekspressivt udviklingspotentiale.

Smagen er skarp og vinen har et karakteristisk højt indhold af både tannin (garvesyre) og frugtsyre, som kan føles voldsomt udtørrende i gane og svælg, men som tilpas tempereret og iltet samtidig byder på et rent bombardement af aromaintensitet. Man skal forvente sig en meget tør vin. Barolo bør kort sagt enten dekanteres, eller ligge i flere år, før den drikkes. I gode årgange kan en Barolo vin lagre typisk 10-30 år, ja sågar 50 år!

 

HVILKEN MAD PASSER TIL BAROLO VIN?

Barolo er en udpræget ”madvin” og den diametrale modsætning til de mange søde vine som i de senere år har oversvømmet den danske vinhandel. Tanniner og frugtsyre er særdeles fremtrædende og kræver medspil i maden. Barolo vinen kan med fordel serveres til mørkt, krydret eller marineret kød, vildt- og ragoutretter med eller uden trøffelsauce, samt til kraftige oste.

 

BAROLO – KOMMUNER OG ENKELTMARKSVINE

Barolo var med i den første bølge af kvalitetsvine i 1980 til at få tildelt Italiens mest prestigiøse prædikat DOCG (Denominazione di Origine Controllata e Garantita) fra konsortiet, som skal kontrollere fremstillingen, ægtheden og kvaliteten af Barolo-vinene før de frigives til salg.

I Bordeaux har man sin CRU-klassifikation, men for Barolo DOCG hænger man sin hat på kommuneinddelingen og anprisningen af de specifikke marker, som Nebbiolo-vinstokkene står plantet på. Det er netop Nebbiolo-druernes unikke evne til at formidle smagsindtryk på basis af den jordbund de står plantet i, der gør, at vinen hyldes som den mest karakterfulde af alle vine.

11 kommuner byder på hver deres geografiske beliggenhed i forhold til sydvendte skråninger og jordbundsforhold. Og netop jordbundsforholdenes forskellighed har ført til, at man for Barolo DOCG taler om enkeltmarksvine, der hæver sig over det ellers så høje kvalitetsniveau, der kendetegner Barolo DOCG.

Kendte enkeltmarksbetegnelser, som anprises via vinenes etiketter, kan være Roche i La Morra-kommunen, Brunate i Barolo, Bricco Fiasco i Castiglione Falletto, Manzoni Soprana i Montforte d’Alba og Boscareto og Briccolina i Serralunga d’Alba-kommunen.

 

Se vores mange andre dejlige vine fra Piemonte

Eller se alle vores vine fra Italien