30 dages fri returret
Fri fragt ved 600 kr.
Kun 1-2 hverdages levering
iStock_000012450703_Full.jpg

Vin til skaldyr

Skaldyr er yderst delikate og meget lækre, så vær altid forsigtig når du vælger vin. Den må helst ikke overgå skaldyrene. Lette, tørre og syreholdige vine er et godt sted at starte, når du serverer skaldyr.

image name

På bordet er der hummer, muslinger, rejer og østers - men hvad drikker du til?

Friske og gerne lidt syrerige hvidvine er det perfekte match til hummerens, krabbernes, rejernes og alle de andre skaldyrs lidt sarte smag, når de serveres naturel. Det vil sige den smag, der kendetegner en ’klassisk’ servering fx med godt brød, lækker mayonnaise og et pift citron.  

Hvidvin på Riesling-druen, en Sancerre eller en god mousserende vin er alle vine, som har lidt bid og vil være perfekte til skaldyrsfadet.

Skaldyrene, når de skal nydes hver for sig

Selv om dyrene i skallerne på nogle punkter minder meget om hinanden, så er det vidt forskellige råvarer - og det kan indimellem kræve forskellige vinforslag.

Blåmuslinger
Dine ’moules’ er klar til servering, og hvad serverer du i glasset? En tør Alsace Riesling kan være et godt bud, ligesom en Crémant eller Champagne klæder muslingesmagen, der er til den salte side.

Hummer
Kongen af havet fortjener den bedste vin. Hummer har en intens og let sød smag. Derfor vil en Bourgogne-vin, der er fremstillet på Chardonnay være et godt valg. En Champagne med let sødme vil også kunne bidrage til festen.

Jomfruhummer
Den er noget af det mest delikate, du kan sætte på bordet. Jomfruhummerens sødme skal spille sammen med vinens sødme. Riesling kan derfor være et fint valg, og en fyldig Chardonnay af god kvalitet kan være et stærkt alternativ.

Kammusling
Den har en sødlig smag, og derfor vil en oversøisk Chardonnay med fedme og fylde være et godt valg. Det samme kan en Pinot Gris med en vis portion sødme, og endelig kan Gewürztraminer gå an, hvis du ikke får fat i en, der dominerer med sin duft og sin frugtsmag.

Krabbe
Den ser i virkeligheden lidt uspiselig ud med sine klør og hårde skal, men når først krabbekødet ligger der, er det er en enestående smagsoplevelse. Det kræver en enestående vin! Champagne er et godt bud, ligesom en Sauvignon Blanc uden for dominerende smag vil være perfekt.  

Krebs
Krebs hænger tæt sammen med især dild, men også med persille og purløg, og det kan ses på vinvalget. Vi anbefaler en vin med et vist urtepræg, og her vil en Sauvignon Blanc gøre sig godt. Hvis lagen også har noget sødme, kan en Pinot Gris med noget sødme også få det hele til at gå op i en højere enhed.

Rejer
De lyserøde havbeboere har en elegant rejesmag, som bedst fremhæves med salt, peber og lidt citron – den trio kender du fra rejemaden. Vinen skal også være let og elegant og kunne klare syren fra citronen. Det kan en let Chardonnay eller en Chenin Blanc fra fx Loire. En Sauvignon Blanc fra Bordeaux eller New Zealand kunne også være gode bud.

Er det friskpillede fjordrejer, der er tale om, kræver det en ekstra indsats. Vinen skal være enkel, elegant og tør – en østrigsk eller tysk Riesling vil være rigtig gode til de små rejer.

Østers
Med smagen af hav kræver det en indsats at finde den rette vin. Østers kan serveres naturel, gratinerede eller med vinaigrette. Serveret naturel med citron eller vinaigrette er en Fino Sherry det bedste match. En Riesling eller Sauvignon Blanc kan også fungere fint - og en lækker Champagne vil altid være et flot valg.

Når skaldyrene tilberedes, og nye smage bringes i spil

Vælger du at tilberede skaldyrene og måske tilføje et lille orientalsk pift til kammuslingerne eller rejerne i form af citrongræs og koriander, så skal vinen naturligvis tilpasses. Gå da efter en lidt kraftigere vin, og til denne form for retter vil hvidvin, som er fremstillet på Chardonnay og Viognier være perfekte.

image name

Søger du vin til skaldyr?

Skjold-Burne har et imponerende udvalg af vine. Køb i webshoppen og få leveret direkte til døren.

Vin til skaldyr