Cotis stammer fra et citat fra det 17. århundrede og betyder på den lokale dialekt "af sten/stenet" og refererer til en robust (meget intens) vin, som stammer fra et stenet område. En beskrivelse der sidder lige i skabet for denne vin.
Vinen er intens rubinrød i glasset med lilla reflekser. Duften er fyldig og intens og byder, som smagen, på et væld af modne kirsebær, blommer og noter af kakao og vanilje. En robust og dejlig varm vin med en lang vedvarende eftersmag.
Særligt velegnet til simreretter med oksekød, vildt og tørre oste.
Serveringstemperatur: 16-18°C
Pietra Pura Cotis er lavet 100% på Primitivo di Manduria, som dyrkes i Salento i Apulien. Vinen gennemgår traditionel vinifikation med temperaturkontrolleret gæring, hvorefter den lagres 12 måneder på franske egetræsfade. Hele processen overvåges nøje af Zingarelli-familiens chefvinkyper, Luca Francioni.
Rocca delle Macìe blev etableret i 1973, da Italo Zingarelli besluttede at realisere sin livslange drøm ved at erhverve ”Le Macìe” vingården i hjertet af Chianti Classico området.
Kærlighed og passion for det toskanske landskab er blevet overleveret fra grundlæggeren Italo Zingarelli til næste generation, som leder virksomheden i dag. I dag ejer familien 6 gårde med mere end 500 hektar i det Toskanske område, hvoraf mere end 200 hektar bruges til vindyrkning. Fokus har altid været på kvalitet, og Rocca delle Macìe er fortsat ”diamanten” i familievirksomheden og har vundet mange internationale priser.
En top-rødvin med duft af røde stenfrugter og med en helt igennem lækker, blød og kompleks smag med noter af modne kirsebær og mørk chokolade og en fin balance mellem frugtsødme og syre. En meditations-vin - men også en vin til en ekstra god oksebøf.
Det er ikke så ofte, at jeg oplever en vin i denne prisklasse, der er helt nede på jorden og som taler til alle os, der nogle gange godt kan lide en vin, der ikke behøver analyseres ned i nederste detalje for at få det hele med, men som alligevel niveaumæssigt hæver sig over de billigere vine fra Netto-hylderne. Men sådan en usædvanlig størrelse har vi fat i her, for det er nærmest slik, der gemmer sig i den tunge flaske fra det syditalienske Puglia. Selvom den er så blød og smooth, som den er, så har den stadig nogle modspil, der gør blødheden til at have med at gøre, for der er lidt elegant krydrede og stikkende nuancer, der løfter den det sidste stykke fra rendyrket usnobbet røvballestil til en charmerende, let tilgængelig og alligevel elegant attitude. Jeg er ret pjattet med den, selvom jeg for det meste nok ville vælge en vin med flere nuancer, når vi rammer en pris på næsten 250 kroner.